Mavesår hos heste – når de små tegn fortæller, at noget ikke er, som det skal være

    Skrevet af Madeleine Broman Toft,  17 september 2026



“Hjælp, min hest har mavesår” er navnet på en dansk Facebook-gruppe med flere tusinde medlemmer. Det siger ikke noget om, hvor mange heste der rent faktisk har mavesår, men det fortæller noget om, hvor meget frustration og usikkerhed der findes blandt hesteejere, når en hest begynder at vise tegn på, at den ikke har det godt.

For mavesår hos heste kan være svært at opdage.

Hesten kan ikke fortælle os, at den har ondt i maven. I stedet må vi lære at lægge mærke til de små ændringer i adfærd, præstation og trivsel.

Måske bliver hesten pludselig lidt mere irritabel. Den har ikke samme lyst til at arbejde som tidligere. Den reagerer, når gjorden spændes, bliver mere modvillig ved ridning eller begynder at præstere dårligere.

Nogle heste får tilbagevendende milde koliksymptomer, dårlig mave og måske efterløb, ændret appetit eller problemer med at holde huld. Andre begynder at krybbebide eller sluge luft.

Og nogle heste viser næsten ingen tydelige tegn overhovedet.

Det sidste er måske noget af det mest udfordrende ved mavesår: Hesten kan have betydelige forandringer i mavesækken uden at se ud til at have ondt. 


Min egen hest viste mig, hvor svært det kan være

Jeg har selv stået med en hest, hvor jeg ikke forstod de første signaler.

Hun blev lidt sur, når jeg spændte gjorden. Det var et lille tegn, som jeg dengang ikke tillagde den store betydning. Hun gav jo en god ridetur hver dag, og hun var en hoppe med lidt temperament.

Men ved et stævne blev signalerne pludselig tydeligere.

Efter først at have gået en fejlfri runde i LA ville hun dagen efter ikke gå over det første spring. Hun havde tidligere været glad for at springe, så ændringen var meget markant. Så jeg kontaktede dyrlægen med det samme.

Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg se, at hun sandsynligvis havde forsøgt at fortælle mig noget gennem længere tid. Jeg forstod det bare ikke.

Det er også derfor, jeg synes, at det er vigtigt at tale om mavesår hos heste. Ikke for at få hesteejere til at se sygdom overalt, men for at gøre os bedre til at lytte til de små signaler.

For jo bedre vi kender de tegn, hesten kan vise, jo tidligere kan vi reagere, hvis noget ikke er, som det skal være.


Forskellige typer mavesår

Hestens mavesæk består af to meget forskellige områder. Når man taler om mavesår hos heste, er det vigtigt at forstå, at hestens mavesæk ikke er ens over det hele. Den består grundlæggende af to forskellige typer slimhinde:


den non-glandulære som man også kalder den squamøse del

og

den glandulære del


De to områder har forskellige funktioner og forskellige beskyttelsesmekanismer. Derfor skelner man i dag især mellem:

ESGD – Equine Squamous Gastric Disease. ESGD er sygdomsforandringer i den squamøse del af mavesækken – det, man i stalden ofte kalder den hvide eller den øvre del. 

Denne del af mavesækken har ikke de samme beskyttelsesmekanismer som den glandulære slimhinde. Den er derfor mere sårbar over for længerevarende eksponering for syreholdigt maveindhold.

EGGD – Equine Glandular Gastric Disease. EGGD er forandringer i den glandulære del – det, der ofte kaldes den røde del eller den nedre del af mavesækken. 

Her er problematikken anderledes. Den glandulære slimhinde har blandt andet et slim- og bikarbonatsystem, som beskytter vævet, og EGGD forbindes i højere grad med en svækkelse af slimhindens beskyttelse. Det er også et område, hvor forskningen stadig mangler svar. Derfor er det vigtigt ikke bare at tale om “mavesår” som én sygdom med én årsag. ESGD og EGGD er forskellige sygdomsenheder, og de kan også reagere forskelligt på behandling og management (Sykes et al. 2015)


Mavesår er ikke kun et problem hos konkurrenceheste

Når vi taler om mavesår hos heste, tænker mange først på den hårdtarbejdende konkurrencehest.

Og der er god grund til det. Forekomsten af mavesår kan være høj hos heste, der trænes intensivt, og især ESGD – sygdom i den squamøse (hvide) del af mavesækken – er forbundet med blandt andet træning, fodring og management.

Men mavesår findes ikke kun hos konkurrenceheste.

Et dansk studie undersøgte 201 heste, som ikke var i aktiv væddeløbstræning. Her havde 53 % gastroskopisk konstaterede forandringer med en sværhedsgrad på ≥2, mens 47 % havde tilsvarende signifikante forandringer i den squamøse (hvide) del af mavesækken. Studiet viste blandt andet en sammenhæng mellem risikoen for mavesår og høj stivelsestildeling, manglende adgang til vand på folden samt mere end 6 timer mellem grovfodertildelinger (Luthersson N., 2009)

Det er interessant, fordi det viser, at vi ikke kun skal kigge på, hvor meget en hest bliver trænet. Vi skal også kigge på, hvordan den lever. Det tænker jeg de fleste ved, men jeg vil alligevel nævne at det er vigtigt at se på: 

Hvordan bliver grovfoderet tildelt? Hvor meget og i hvilke intervaller? Hvor meget kraftfoder får den? Hvor meget stivelse får den i sit foder? Hvor meget bevægelse får den? Hvordan er dens hverdag? Og hvordan reagerer den på foderændringer?

Et andet interessant studie kommer fra Island. Her blev 81 islandske heste gastroskoperet kort efter, at de var flyttet fra et liv på store magre græsmarker ind i et træningsmiljø. Hele 71,6 % havde gastroskopisk signifikante ændringer i den hvide del (ESGD) på det første tidspunkt hestene blev undersøgt. Efter otte uger var tallet faldet til 25,4 %. Forskerne fandt blandt andet, at regelmæssig tildeling af grovfoder var forbundet med større sandsynlighed for en reduktion i den hvide del (ESGD) (Luthersson et al. 2022)


Billede: en Islandsk hest, som også kan få mavesår når den lever på de store vidder på Island viser et forskningsstudie. 



Det fortæller os noget vigtigt.

Mavesår er ikke så enkelt et problem som “for meget træning” eller “for meget stress”. Hestens fodring, management, grovfoder, træning, stress og mange andre faktorer spiller sammen. Og vi er stadig ved at forstå, hvorfor nogle heste udvikler mavesår, mens andre under tilsyneladende samme forhold ikke gør. 


Symptomer på mavesår hos heste

Det svære ved mavesår er, at symptomerne ikke er entydige. En hest med mavesår kan eksempelvis vise:

  • ændret adfærd
  • irritation eller modvilje ved opsadling
  • ubehag, når gjorden spændes
  • dårlig mave
  • nedsat præstation
  • modvilje mod at arbejde
  • ændret appetit
  • vægttab eller vanskeligheder med at holde huld
  • milde eller tilbagevendende koliksymptomer
  • ændret adfærd omkring fodring
  • krybbebidning eller luftslugning
  • unormalt meget gaben

Men det er vigtigt at understrege, at disse symptomer ikke kan bruges til at stille diagnosen mavesår. En hest kan have mavesår uden tydelige symptomer, og de samme symptomer kan skyldes mange andre ting. Derfor skal man være forsigtig med at tænke:

“Min hest er sur, når jeg spænder gjorden – så har den mavesår.”

Det kan den have. Men det kan også være noget helt andet. Det er netop derfor, at gastroskopi er så vigtig, også for at udelukke at hesten har mavesår.


Hvordan finder man ud af, om hesten har mavesår?

Den sikre måde at undersøge for mavesår på er en gastroskopi. Her føres et endoskop ned gennem spiserøret og ind i mavesækken, så dyrlægen kan se slimhinden direkte. Det er vigtigt, fordi hestens symptomer ikke fortæller os, hvor eventuelle forandringer sidder, hvor omfattende de er, eller om der overhovedet er tale om mavesår.

Ved en gastroskopi kan dyrlægen blandt andet undersøge den squamøse (hvide) del, den glandulære (røde) del og de områder omkring mavesækkens udgang, som kan være relevante for vurderingen.

Billede: Denne hest får en gastroskopi


Hesten skal faste inden undersøgelsen, så dyrlægen kan få et ordentligt overblik over mavesækken. Hvor længe den skal faste, og hvilke instruktioner der gælder for vand, afhænger af den enkelte klinik og undersøgelsen. Derfor skal man altid følge dyrlægens konkrete instruktioner.


Mavesår handler om mere end mavesækken

Det er en pointe, jeg synes er vigtig at få frem. Når vi taler om mavesår, kommer fokus naturligt til at ligge på mavesækken. Men hestens fordøjelsessystem er ét sammenhængende system. Mavesækken arbejder ikke isoleret fra tyndtarm og stortarm. Det, der sker i fodringen, påvirker hele fordøjelseskanalen. Det betyder ikke, at et mavesår automatisk giver problemer i tarmen. 

Men mange af de faktorer, der kan påvirke mavesækken – ændringer i fodring, lange perioder uden grovfoder, store mængder kraftfoder, stress, medicin, transport og ændringer i management – kan samtidig påvirke resten af fordøjelsessystemet. Og hestens mikrobiota (også kendt som tarmflora) er en vigtig del af dette system. Derfor synes jeg, det giver mere mening at spørge:

Hvordan passer vi på hele hestens fordøjelsessystem? – og ikke kun - Hvordan får vi syren ned i mavesækken?


Mælkesyrebakterier og hestens mikrobiota

I mit arbejde med heste og fordøjelse møder jeg ofte spørgsmålet om mælkesyrebakterier. Mælkesyrebakterier er en del af den store og komplekse mikrobiota, som findes i hestens fordøjelseskanal. Mikroorganismerne er med til at nedbryde foder og indgår i et komplekst samspil med hestens fordøjelse og immunforsvar. Men her er det vigtigt at holde tingene adskilt.

Vi har ikke dokumentation for, at mælkesyrebakterier i sig selv kan behandle et konstateret mavesår. Forskningen på området er interessant, men langt mere begrænset end forskningen omkring eksempelvis omeprazol ved mavesår. Der findes blandt andet undersøgelser af fermenterede produkter, der indeholder mælkesyrebakterier, hvor man har set ændringer i mavesårsscorer. Men disse produkter indeholder flere forskellige komponenter, og studierne er relativt små.

Det betyder, at vi ikke kan konkludere, at en bestemt bakteriestamme eller et bestemt mælkesyrebakterieprodukt behandler mavesår. Det, vi kan sige, er, at en stabil mikrobiota er en vigtig del af hestens samlede fordøjelsessystem, og at det derfor giver mening at tænke på tarmen samtidig med, at man arbejder med mavesækken. Jeg har skrevet mere om mælkesyrebakterier hos heste i artiklen: Hvorfor heste kan mangle mælkesyrebakterier.


Slimhinden skal beskyttes – ikke kun mavesyren skal dæmpes

Når vi taler om mavesår, bliver mavesyre ofte gjort til den store skurk. Men mavesyre er faktisk en helt naturlig og nødvendig del af hestens fordøjelse. Den er vigtigt fordi den er med til at fordøje foderet og ta død på dårlige bakterier der kan komme ned i fordøjelsessystemet. 

Problemet opstår, når slimhindens beskyttelse ikke længere er tilstrækkelig i forhold til den påvirkning, den udsættes for. Den glandulære slimhinde (i den røde del) har blandt andet et beskyttende lag af slim og bikarbonat.

Der findes også et interessant lag af overfladeaktive fosfolipider i hestens maveslimhinde. Forskning har vist, at disse fosfolipider kan bidrage til slimhindens hydrofobe barriere og dermed være med til at begrænse syrepåvirkning af vævet (Ethel et al. 2000)

Det er et fascinerende eksempel på, at kroppen selv har flere forskellige mekanismer til at beskytte mavesækken. Og det bringer os frem til fedtstofferne.


Hvorfor er lipider interessante?

Lipider – altså fedtstoffer – har mange funktioner i kroppen. Heste får disse fedtstoffer naturligt til sin krop når de spiser græs. De indgår blandt andet i cellemembraner og er en del af de strukturer, som cellerne bruger til at opretholde deres funktion.Når man ser på hestens maveslimhinde, er især fosfolipider interessante, fordi der findes forskning, der peger på deres rolle som en del af den naturlige slimhindebarriere (Ethel et al. 2000). 

Der er også interesse for forskellige plantebaserede lipider og fedtsyrer, herunder omega-3-fedtsyrer. Nogle undersøgelser af heste har fundet interessante sammenhænge mellem fedtsyreprofiler og forekomsten af alvorlige mavesårsforandringer. Men resultaterne er endnu ikke stærke nok til, at man kan sige, at omega-3-olie forebygger eller behandler mavesår.

Derfor synes jeg, at det er mere korrekt at sige:

Et passende indtag af fedtstoffer og essentielle fedtsyrer er en del af en god ernæring, og bestemte lipider er biologisk interessante i forhold til slimhindens funktion. Men olie skal ikke fremstilles som en behandling af mavesår.


Hvad med galaktolipider?

Galaktolipider er en gruppe plantebaserede lipider, som findes naturligt i blandt andet planters cellemembraner. De er interessante, fordi de biologisk set har funktioner i planteceller og indgår i forskellige lipidstrukturer. Men her vil jeg gerne være meget præcis. Vi har ikke tilstrækkelig direkte forskning på heste til at konkludere, at galaktolipider forebygger eller heler mavesår. Det findes forskning på mennesker der viser at galaktolipider er vigtige for cellerne at skabe forbindelser mellem cellerne og derigennem være med til at lave en barriere mod mavesyre, 

Det er dog mere veldokumenteret, at hestens maveslimhinde selv indeholder fosfolipidstrukturer, som er en del af den naturlige beskyttelse. Det er efter min mening et godt eksempel på, hvorfor det er vigtigt at skelne mellem noget, der er biologisk interessant, og noget, der er klinisk dokumenteret. 


Fodringen spiller en meget stor rolle

Hvis der er én ting, jeg gerne vil have, at du tager med fra denne artikel, er det at: 

Grovfoderet er hestens vigtigste foderkilde og ikke bare fyld i hestens mave.

Hestens fordøjelsessystem er udviklet til et liv, hvor hesten skal bevæge sig og bruge mange timer på at spise. Det mest naturlige for hesten ville være at spise frisk græs som, naturlig indeholder både mælkesyrebakterier og lipider.

Når hesten tygger, produceres spyt. Spyttet indeholder blandt andet bikarbonat, som bidrager til at neutralisere syren i mavesækken. Når hesten går mange timer uden at spise, fortsætter kirtlerne i mavesækken at producerer mavesyre, men den beskyttelse, der normalt følger med tygning og spytproduktion, ændres.

Derfor er lange perioder uden grovfoder en vigtig faktor at være opmærksom på.

Det danske studie af 201 heste fandt netop øget risiko for signifikante forandringer i den hvide del af mavesækken, når intervallet mellem grovfodertildelinger oversteg seks timer (Luthersson et al. 2009)  Det betyder ikke, at seks timer er en magisk grænse, hvor alle heste får mavesår. Men det understreger betydningen af at tænke over hvor længe hesten reelt går uden noget at tygge på.


Stivelse og kraftfoder

Også kraftfoderet spiller en rolle. I det danske studie var høj stivelsestildeling forbundet med øget risiko for signifikante mavesårsforandringer. Risikoen var blandt andet højere ved mere end 2 g stivelse pr. kg kropsvægt pr. dag eller mere end 1 g pr. kg kropsvægt pr. måltid  (Luthersson et al. 2009) . Det er ikke det samme som, at alle heste skal have en fuldstændig stivelsesfri foderplan. Særlig ungheste i vækst og præsterende heste kan have brug for de næringsstoffer som kommer fra råvarer der indeholder stivelse. 

Men det er en god påmindelse om, at hestens foderplan skal ses som en helhed.


  • Hvor meget grovfoder får hesten?
  • Hvor meget kraftfoder?
  • Hvor meget stivelse?
  • Hvor store er måltiderne?
  • Hvor mange timer går der mellem måltiderne?
  • Og passer foderplanen til den hest, vi står med?


Transport, stævner og miljøskifte kan også udfordre mavesækken

Det er ikke kun den daglige foderplan, vi skal tænke på. Transport, stævner, nye omgivelser, ændrede rutiner, opstaldning og træning kan være belastninger for hesten.


Flere undersøgelser har vist, at transport udløser en målbar fysiologisk stressrespons hos heste. Under transport kan blandt andet hjertefrekvensen stige, mens der ses ændringer i hjertefrekvensvariabiliteten og en øget frigivelse af kortisol. Det er også vist hos heste, der er vant til at blive transporteret, selv om stressresponsen kan blive mindre ved gentagen transport  (Padalino B, Raidal SL. 2020)


Men når man ser på sammenhængen mellem transport og mavesår, er det vigtigt at være lidt mere nuanceret. Nogle studier har fundet en sammenhæng mellem transport og forandringer i den squamøse – den hvide – del af mavesækken. I et studie af 26 hopper var 12 timers transport blandt andet forbundet med øget kortisol, øget hjertefrekvens og højere mavesårsscorer i den squamøse del af mavesækken. Jeg syntes dog man kan være kritisk mod nogle af disse studier. Idet det ikke helt enkelt at afgøre, hvor stor en del af effekten der skyldes selve transporten. Når en hest skal gastroskoperes, vil den typisk være fastende i en periode, så dyrlægen kan undersøge mavesækken ordentligt. Det er en vigtig metodisk faktor, fordi manglende adgang til foder betyder, at mavesækken ikke har den samme kontinuerlige tilførsel af grovfoder, som den normalt har.

Det er derfor værd at være forsigtig med at konkludere, at transport alene medfører mavesår. Transport indebærer nemlig flere potentielle belastninger på én gang – blandt andet ændringer i fodring og vandindtag, fysisk balancearbejde, begrænset plads og en fysiologisk stressrespons.


Det, vi til gengæld ved, er, at transport kan udløse en målbar stressrespons hos hesten. Kortisol begynder eksempelvis at stige omkring transporten, og i undersøgelser af både kortere og længere transporter er der målt ændringer i både kortisol og hjertefrekvens.


Stress er samtidig en af de faktorer, der kan spille en rolle i udviklingen af mavesår hos heste. Derfor giver det mening at betragte transport, stævner og andre ændringer i hestens hverdag som en del af det samlede billede, når vi forsøger at forstå, hvad der kan påvirke mavesækkens miljø.


Derfor synes jeg, det er vigtigt at tænke forebyggende omkring de situationer, vi ved kan udfordre hesten. Kan man støtte mavesækken ved transport og andre belastninger? Ja, der er forskellige ernæringsmæssige strategier, man kan overveje. Men igen er det vigtigt at skelne mellem at støtte hestens naturlige fordøjelsesfunktion og at behandle en sygdom. Ved kortvarige belastninger kan det blandt andet være relevant at have fokus på:


  • at hesten ikke går unødigt længe uden grovfoder
  • at den har adgang til vand
  • at grovfoderet er af god kvalitet
  • at store mængder kraftfoder undgås
  • at foderplanen ikke ændres unødigt pludseligt
  • at transport og stævner planlægges, så hesten fortsat har mulighed for at spise så naturligt som muligt
  • man introducerer ændringer som stævner og transport til hesten så den får gode oplevelser uden stress og pres.


Der findes også foderstrategier, hvor man anvender ingredienser med en bufferende eller slimhindestøttende funktion. Det kan eksempelvis være ingredienser som calciumholdige marine mineraler, magnesiumforbindelser, natriumbicarbonat, pektin og lecithin. Nogle af disse ingredienser kan bidrage til at bufferere og neutraliserer mavesyre, mens andre er interessante i forhold til slimhindens beskyttelse.


Husk at hvis man mistænker at en hest har mavesår, skal behandlingen vurderes sammen med dyrlægen.


I den næste artikel her hos Godebakterier sætter vi fokus på undersøgelse for mavesår – hvordan den foregår, hvad den koster, og hvad den indebærer, både for dig som hesteejer og for din hest.

Vil du ikke gå glip af vores kommende artikler? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få den næste artikel direkte i din digitale brevkasse.

Du kan tilmelde dig her nedenfor på siden.


Læs også

Hvorfor kan heste mangle mælkesyrebakterier?

Hvis du gerne vil forstå mere om hestens mikrobiota og mælkesyrebakterier, har jeg skrevet en artikel om, hvorfor heste kan mangle mælkesyrebakterier, og hvilken betydning mikroorganismerne har for fordøjelsen.

Hvad bør jeg vælge til min hest – hø eller wrap?

Grovfoderet er grundlaget i hestens foderplan. I denne artikel kan du læse mere om forskellen på hø og wrap og de ting, du bør være opmærksom på.

Hvorfor er en grovfoderanalyse interessant?

Det er svært at vurdere et hø eller wrap alene med øjnene. En analyse kan give dig et langt bedre billede af det grovfoder, din hest faktisk får.

Kolik hos heste – forstå årsagerne og lær at forebygge

Kolik og andre ændringer i hestens fordøjelse er endnu en grund til at se på hele fordøjelsessystemet og ikke kun ét enkelt symptom.

 

Forskning og kilder

Luthersson N, Nielsen KH, Harris P, Parkin TD. Risk factors associated with equine gastric ulceration syndrome (EGUS) in 201 horses in Denmark. Equine Vet J. 2009 Sep;41(7):625-30.

Luthersson N et al. 2022 Effect of moving from being extensively managed out in pasture into training on the incidence of equine gastric ulcer syndrome in Icelandic horses.

Sykes BW, Hewetson M, Hepburn RJ, Luthersson N, Tamzali Y. 2015. European College of Equine Internal Medicine Consensus Statement – Equine Gastric Ulcer Syndrome in Adult Horses. Journal of Veterinary Internal Medicine, 

Ethell MT, Hodgson DR, Hills BA. 2000, Evidence for surfactant contributing to the gastric mucosal barrier of the horse. Equine Veterinary Journal, 

Padalino B, Raidal SL. Effects of Transport Conditions on Behavioural and Physiological Responses of Horses. Animals (Basel). 2020 Jan 17;10(1):160. doi: 10.3390/ani10010160. PMID: 31963529; PMCID: PMC7022509.


Vigtigt:  

Udtalelserne i denne artikel bør ikke bruges til at diagnosticere, helbrede eller forebygge nogen sygdom. Oplysningerne er kun til uddannelsesmæssige formål og er ikke beregnet til at erstatte rådgivning fra en fuldt kvalificeret dyrlæge. Søg altid veterinær for rådgivning og behandling af ethvert sundhedsproblem, som dit dyr har.

Syntes du denne artikel var brugbar kan du dele den med dine hestevenner.

Abonner på vores informationsbrev

Vil du have mere information om, hvordan du på bedste måde kan holde dit dyr sund og rask? Tilmeld dig vores informationsbrev. Som abonnent modtager du også eksklusive tilbud på tilskudsprodukter, der er nøje udvalgt til at støtte en sund mave og tarmfunktion hos din hest. Du kan tilmelde dig nedenfor.

Ved tilmelding modtager du en rabatkupon med 10% rabat, som du kan benytte i vores webshop